Lær dansk hurtigt

8 tips og strategier til at lære dansk hurtigt

Denne guide er ment til dig, der ønsker at mestre det danske sprog på rekordtid og vi har derfor samlet 8 tips og strategier, der kan hjælpe dig med at lære dansk hurtigt.

 

1. Omgiv dig med det danske sprog

Der er ingen tvivl om, at hvis du ønsker at lære et nyt sprog hurtigt, så bør du først og fremmest omgive dig med det. Det kan du fx gøre ved at høre dansk musik, se danske film og Tv-programmer, gå på danske museer og naturligvis ved at bo i Danmark, hvor sproget tales.

 

2. Lær sprogets basale grundsten

Det er selvfølgelig vigtigt at have de basale regler for det danske sprog på plads. Her gælder det bl.a. om at lære det danske alfabet, de basale grammatiske regler og typiske danske fraser. Her kan du evt. også finde ressourcer online, såsom Duolingo og Babbel.

 

3. Øv dig i at tale sproget

Når du skal lære det danske sprog, er det ekstremt nyttigt at finde en dansker, som du kan øve dig i at tale med. Du kan naturligvis også øve dig med dig selv, men når du øver dig med en, som kender sproget, vil du få en bedre forståelse for korrekt udtale og blive mere bevidst om, hvordan det lyder, når man taler sproget flydende. Her kan du med fordel deltage i Let’s Speak.

 

4. Læs tekster på dansk

Du kan fx læse lette bøger for voksne eller nemme nyhedsartikler på dansk. Her vil du kunne øve dig i at læse højt, mens du ser, hvordan ord staves, og hvordan man bygger sætninger på dansk. Du vil så kunne bevæge dig mod sværere og sværere tekster i takt med, at du bliver bedre til sproget.

 

5. Lyt til sproget

Podcasts er blevet et enormt populært underholdningsmedie over de seneste år, og der er derfor rig mulighed for at høre et væld af spændende podcasts på dansk. Uanset om du er interesseret i økonomi, true crime eller litteratur, er det muligt at finde interessante danske podcasts, der vil øge din evne til at forstå det talte sprog.

 

6. Skriv på dansk

Det er vigtigt at få det nye sprog helt ind under neglene, og det kan du med fordel gøre ved at øve dig i at skrive på dansk. Det kan du gøre ved fx at skrive dagbog på dansk eller ved at sende mails og beskeder til venner, der taler det danske sprog.

 

7. Giv ikke op

Det er bestemt ikke nemt at lære et nyt sprog, men det er heller ingen hemmelighed, at øvelse gør mester. Det er derfor vigtigt, at du bliver ved med at øve dig, selvom det er en svær proces. Desto mere du øver dig, desto hurtigere vil du lære sproget.

 

8. Find en god sprogskole

En god sprogskole er alfa og omega, hvis man ønsker at lære et nyt sprog hurtigt. På en sprogskole får du adgang til undervisere, der lever af at strukturere undervisningsforløb, og som har mange års erfaring med at lære folk at tale, skrive og forstå dansk. Derudover kan du på en sprogskole også møde et væld af ligesindede mennesker, der ligesom dig er ved at lære det danske sprog.