OSS
Sp: Hvor lang tid skal jeg vente på et hold?
Sv: Vi planlægger at tilbyde dig et hold indenfor en måned efter dit indledende interview. Hvis du er åben overfor flere holdmuligheder og ikke har særlige ønsker eller krav, kan det gå hurtigere. Hvis du har særlige krav eller ønsker til skema, lokation etc., kan processen vare længere.
Sp: Hvordan booker eller aflyser jeg et interview?
Sv: Du kan både booke og aflyse et interview til danskuddannelse via vores bookingsystem Geckobooking. Du finder direkte links her. Du vil blive bedt om at oprette en profil i bookingsystemet. Hvis du allerede har en konto, skal du bruge dit brugernavn og password til at logge på.
Sp: Hvad sker der, når jeg består eller dumper min modultest?
Sv: Hvis du består din modultest og du ønsker at fortsætte, vil dit hold normalt fortsætte med det samme skema på næste modul. Hvis du ikke ønsker at fortsætte, skal du sige det til din lærer i forbindelse med testen.
Hvis du ikke består modultesten, flytter vi dig til et andet hold, hvor du får mulighed for at gentage nogle af lektionerne, før du skal til test igen.
Vi tilbyder dig normalt at deltage i samme test 3 gange. Hvis du ikke består den tredje gang, rykker vi dig til en lavere danskuddannelse.
Sp: Hvor lang tid varer et modul?
Sv: Modulerne på de forskellige danskuddannelser varierer i længde afhængigt af hvor meget der skal læres. Efterhånden som du kommer højere op i niveau, bliver modulerne længere. Vi kan derfor desværre ikke generelt svare på, hvor lang tid et modul varer, men du kan altid spørge din lærer om, hvornår du skal til næste test, eller du kan finde informationen i mit.speakspeak.dk.
Sp: Hvordan informerer jeg min lærer om, at jeg ikke kan komme til undervisningen?
Sv: Hvis du bliver forhindret i at komme til din undervisning, skal du skrive det i vores administrative system ludusweb.
Hvis du ikke ved, hvordan man gør, kan du finde en vejledning i mit.speakspeak.dk – direkte link her.
Sp: Er det muligt at skifte klasse / tidspunkt / afdeling?
Sv: Hvis du ønsker at skifte klasse, skema eller afdeling, skal du kontakte os på telefon eller e-mail.
Vi forsøger at finde en klasse efter dine ønsker så hurtigt som muligt. Nogle gange kan der dog være ventetid. Du kan vælge at blive i din nuværende klasse, eller du kan holde pause, mens du venter på et nyt hold.
Hvis du er S-kursist, skal du være opmærksom på, at dit depositum ikke holder pause, mens du venter på et hold.
Sp: Hvor kan jeg se mit hjemmearbejde?
Sv: Du kan finde dit hjemmearbejde i mit.speakspeak.dk under dit holdrum.
Sp: Hvordan logger jeg ind i ludusweb?
Sv: Du logger på ludusweb med dit kursistnummer og den kode, du selv har valgt. Du finder dit kursistnummer i den velkomstmail, du har modtaget fra Speak. Første gang du skal logge på ludusweb, vil koden være din fødselsdato (ddmmåå).
Du kan også logg på med MitID.
Hvis du har problemer med at logge på ludusweb, er du velkommen til at kontakte os på telefon eller e-mail.
Sp: Hvordan udmelder jeg mig fra mit hold?
Sv: Hvis du ikke ønsker at fortsætte på dit hold, skal du kontakte os på telefon eller e-mail.
Sp: Hvornår er der ferie?
Sv: Du kan se en kalender over ferier her. De grå perioder er normalt ferier eller fridage. Vær dog opmærksom på, at hvis du er I eller A kursist, skal du muligvis følge undervisningen i ferierne også. Hvis du skal følge undervisning i ferieperioderne, vil den normalt være online.
Sp: Kan man få SU, når man går til dansk på Speak?
Sv: Nej, danskuddannelse giver ikke ret til SU.
Sp: Hvor meget fravær må jeg have?
Sv: Vi forventer, at du kommer til din undervisning hver gang og at du kommer til tiden. Har du online opgaver, tæller dette også som undervisning. Hvis du har fravær 2 gange i træk, vil du normalt blive kontaktet af vores administration. Hvis vi vurderer, at du har for meget fravær til at kunne følge med på dit hold, vil du blive meldt ud. Det vil da være muligt at fortsætte på et andet hold.
Hvis du bliver forhindret i at deltage i undervisningen, skal du huske at registrere dit fravær i vores administrative system ludusweb.
Se her hvordan man gør.
Sp: Hvad er forskellen på Danskuddannelse og FVU?
Sv: Danskuddannelse er et tilbud målrettet udlændinge med opholdstilladelse i Danmark (undtaget diplomater).
Danskuddannelse er et gratis tilbud, der skal benyttes indenfor de første 5 år, du opholder dig i Danmark. I nogle tilfælde skal du betale et depositum, før du kan starte på danskuddannelse.
Der findes 3 forskellige danskuddannelser; DU1, DU2 og DU3. Du bliver visiteret til en danskuddannelse på baggrund af dine sproglige og uddannelsesmæssige forudsætninger. Når du har gennemført en danskuddannelse, er du færdig, uanset om du har gennemført DU1, 2 eller 3. Du går altså ikke videre til “den næste” danskuddannelse.
Før du kan starte på danskuddannelse, skal du booke et interview med en af vores sprogkonsulenter.
Du kan læse mere om danskuddannelse her
FVU er en forkortelse for forberedende voksenundervisning og er et gratis tilbud til alle borgere over 25 år i Danmark. For at starte på FVU skal du kunne tale et rimeligt dansk. Vi tilbyder FVU Dansk og FVU Matematik.
FVU Dansk: På FVU Dansk bliver du bedre til at læse og skrive på dansk. Vi tilbyder trin 1 – 4. Desuden tilbyder vi FVU Start, hvis du ikke har niveauet til at starte på trin 1.
På FVU Matematik bliver du bedre til at håndtere tal i din hverdag. Vi tilbyder trin 1 og 2.
Før du kan starte på FVU, skal du booke en screening hos en af vores FVU undervisere.
Du kan læse mere om FVU her
Sp: Hvorfor bliver jeg opkrævet depositum igen?
Sv: Hvis du er S-kursist og har betalt depositum, har du begrænset tid til at gennemføre modulet for at få dit depositum tilbage eller videreført til næste modul. Hvis du ikke består din modultest indenfor tidsfristen, vil du derfor blive opkrævet et nyt depositum, når du tilmelder dig næste modul.
Du kan se tidsfristerne her.
Sp: Jeg har booket et online interview, men jeg har ikke modtaget link?
Sv: Vi sender dig et link til Microsoft Teams før dit interview. Det kan variere, præcis hvornår vi sender dig linket. Hvis du ikke har modtaget et link, vil vi anbefale dig at tjekke dit spam-filter, da det kan ske, at mails ender der.
Sp: Hvad med bøger?
Sv: Du låner de bøger, vi bruger i undervisningen. Bøgerne skal afleveres tilbage, når modulet er slut eller hvis du stopper på Speak. Du må derfor heller ikke skrive i bøgerne. Hvis du ønsker at købe en bog, kan du bestille via en boghandler, vi sælger ikke bøger på Speak. Vi har flere forskellige bøger, så det kan variere, hvilken bog netop din lærer bruger.
Link til boghandler: Saxo